Vi gider tilsyneladende ikke at se alvorlige film, når finanskrisen raser. Dramaer som 'Fri os fra det onde' og 'Flugten' har i hvert fald mere end svært ved at lokke biografgængerne ind i salene.
"De tunge alvorlige dramer har det svært i øjeblikket, det virker, som om der er en eskapistisk tendens, hvor publikum ikke har lyst til at blive konfronteret med alvorlige hverdagsemner, som de også kender fra deres eget liv," siger Jan Lehmann, der er direktør i Nordisk Film Distribution, til Børsen.
Den forklaring køber Birgitte Hald, der er direktør for Nimbus Film, dog ikke.
"Tendensen er helt klart, at de mere kunstneriske film er mere trængt end tidligere. Om det skyldes finanskrisen, er svært at sige noget om endnu. Jeg tror snarere, det skyldes, at konkurrencen er blevet hårdere, og vi får nogle megahit som 'Mænd der hader kvinder', der tager noget fra de andre," forklarer hun.