Når den står på lørdagshygge eller havefest hos danskerne, kommer lammekødet i stigende grad på bordet. Især er den lille, firkantede culotte blevet et smagshit, der presser landmænd, indkøbere og supermarkeder til at skaffe mere og mere. I fødevaregrossisten Inco opkøber man hele containere af lam fra New Zealand, så forretningen ikke løber tør sidst på året.
»Danskerne har taget lammet til sig, så der bliver voldsomme prisstigninger, og det er svært at få fat i. Vi oplever, at markedet er ved at være tømt, og efterspørgslen er så stor, at vi ikke kan følge med,« siger Claus Nielsen, der er produktions- og indkøbschef i Inco.
Især de sidste to år er danske tænder løbet i vand over kødstykket, der kan fås i op til 200 gram. Claus Nielsen tror, det blandt andet skyldes, at kødet kan grilles.
Hos foreningen Dansk Lam kunne man godt bruge nogle flere storavlere, for de små har slet ikke nok dyr til at tilfredsstille danskernes ganer. København får leveringer først, mens der ofte er tomme kølediske i provinsen.
»Der er mange mennesker, der spiser lam efterhånden, og vi sælger mange i København til især muslimske butikker, men dem er der også danskere, der handler i. Men vi kunne sælge mange flere,« siger næstformand i foreningen, Arne Marcussen.
Han tror, at sundhed er en af årsagerne til, at vi har kastet os over de uldne kræ.
»Det er et grønt produkt. Der er jo ingen dyr, der går mere ude i naturen end lam, og det går folk op i ligesom økologi,« siger han.