Der er færre tyveknægte, som får trængt sig vej ind i danske private hjem. Faktisk er antallet af indbrud faldet med otte procent over det seneste halvandet år.
Alligevel er danskernes frygt for indbrud steget betydeligt i samme periode, skriver Berlingske.
I 2009 frygtede knap hver fjerde at få besøg af en indbrudstyv, men i dag er det tal steget til at være fire ud af ti danskere. Det viser en undersøgelse fra TrygFonden.
"Frygten hænger slet ikke sammen med sandsynligheden for at blive udsat for et indbrud," siger projektleder i Det Kriminalpræventive Råd Lone Harlev til avisen.
Hun mener, at mediernes fokus på indbrud er en væsentlig del af årsagen til den øgede frygt.
Rigspolitiets foreløbige tal viser også, at der i løbet af det første halve år af i år har der været 1.000 færre indbrud i forhold til samme periode sidste år.
"Jeg synes ikke, at man skal frygte indbrud, for generelt er det forholdsvis sikkert at bo i Danmark. Men jeg ved jo godt, at det ikke hjælper dem, som har været udsat for indbrud," siger formanden for Politiets Nationale Indbrudsstab, vicepoliti-inspektør Michael Ask.
Kilde: Berlingske