Den kolde vinter får os til at drømme om sol og sommer.
Det mærker man hos landets største rejseudbyder, Spies.
Her har man i den seneste uge solgt rejser til en samlet pris af 55,3 mio. kr. - svarende til 320.000 kr. i timen døgnet rundt.
Det er en meromsætning på 30 pct. i forhold til samme uge i fjor. 70 pct. af rejserne er sommerrejser - de fleste med afrejse i skolernes sommerferie.
"Rigtig mange har brugt de snefyldte dage omkring jul og nytår til at drømme om sol og varme. Men det er ikke kun blevet ved drømmene - internettet har været flittig brugt, og ca. 60 pct. af de solgte rejser blev booket via nettet," fortæller direktør i Spies, Jan Vendelbo.
Det er især børnefamilierne, der lige nu sikrer sig en ferierejse.
"Til børnevenlige Mallorca solgte vi ca. 60 pct. flere rejser end samme uge i fjor. Cypern og Tyrkiet oplever også nogle gode salgsdage," fortæller Jan Vendelbo.
Listen over børnefamilierne favoritrejsemål for sommeren ser lige nu således ud:
1. Mallorca
2. Tyrkiet
3. Cypern
4. Rhodos
5. Kreta