Det er eftermiddag i Paris. I en herskabslejlighed gør Jean-Benoit Dunckel sig parat til at tage til svømmetime et sted i byernes by. Ikke den mest almindelige foreteelse for en popstjerne. Men den ene halvdel af Air, Frankrigs succesrige og en anelse mysteriøse electronica-duo, virker ej heller som en mand med nykker eller forkvaklet selvforståelse. Samtidig kan sådanne vandkundskaber jo overføres til musikken, pointerer han over for Nyhedsavisen:

»Jeg lærer at være mere aerodynamisk, og det kan sagtens være, at vi kan bruge det til noget i Air.«

Som et tøjskift

Duoen gled gennem lydmuren med albummet ’Moon Safari’ i 1998. Her bød Jean-Benoit Dunckel og Nicolas Godin på en stribe sexet tonede hits baseret på masser af fortættet atmosfære, synthesizer-flader af melankoli og en modernistisk fascination af det modsatte køn. Det kønne køn. Ægte soundtrack-musik med rullevis af filmstrimler til den indre biograf.

På det fjerde studiealbum, ’Pocket Symphony’, er fokuset intakt. Godt nok virker pladen sine steder mere mørk og dramatisk, mindre tilgængelig, end man tidligere har hørt duoen. Sjældne japanske instrumenter erstatter eksempelvis synthesizerne hist og her. Men Airs luftforandring er langtfra total, understreger Jean-Benoit Dunckel:

»Vi prøvede at bringe nye elementer ind i vores udtryk. Vi blander nogle nærmest erotiske stilarter med vores keyboards. Man kan sige, at vi er tro mod vores piger, utro mod vores instrumenter. Så vi beholder vores sjæl, men mister måske noget af vores umiddelbare signaturlyd. Det er som en pige, der skifter tøj,« forklarer Dunckel og fortsætter sin passionerede snak om æstetik:

»Vi er besat af skønhed. Med denne plade er vi på grænsen til at være smukke – for skønhed skal være mere end et fysisk aspekt. Air er måske ikke længere på mode, men vi er her stadig, og vi er heldigvis nødvendige for vores fans.«

Frygt for succes

Titlen på duoens nye album skal tages helt bogstaveligt, forklarer franskmanden.

»Den hentyder til, at vi både stræber efter det poetiske og simple i vores musik. Det er en god definition på, hvad musik kan være nu. Folk har et meget anderledes forhold til musik end tidligere – men de har det til fælles, at de lytter til musik, mens de rejser. Der er ikke tid til andet. Musik skal være helbredende, varmt og fredfyldt – og så skal det kunne være på dig. ’Pocket Symphony’ er det perfekte billede af idéen om harmoni og rejse på én gang. En symfoni rummer både triste, glade, hurtige og langsomme øjeblikke, og når man sætter ordet ’pocket’ foran, gøres udtrykket minimalistisk,« mener han.

Da Air fik succes, red makkerparret med på den tsunami, som landsmændene fra Daft Punk skælvede i gang året forinden, i 1997, med den chokerende og skoledannende debut, ’Homework’. I dag er det, som om der er lavvande ved de franske kyster. Daft Punk laver ikke musik længere, og arvtagerne er ikke sådan til at få øre på:

»Bevægelsen er usynlig nu. Men der er stadig nogle interessante navne derude, og jeg håber da, at Daft Punk laver et album mere på et tidspunkt. For vores vedkommende er det rart, at opmærksomheden virker mindre massiv end tidligere. Vi er lidt bange for succes - at den kan ødelægge os. Nu balancerer vi lidt på afgrunden til fiasko, og det er skønt. Når du føler dig som en taber, så slås du. Så er du mere i stand til at lave et ambitiøst album,« forklarer Jean-Benoit Dunckel.

Melankoli til fælles

Inspirationen skal altså komme andetsteds fra, men ikke nødvendigvis langvejs fra. Måske bare til den anden side af Den Engelske Kanal. Air-medlemmet tøver således ikke med at hylde den britiske musikscene på den franskes bekostning.

»De har mange friske bands på vej hele tiden, hvor vi nærmere bygger på etablerede bands med mere traditionelle udtryk. Block Party gør stort indtryk på mig for tiden,« fremhæver multiinstrumentalisten fra Air, som slår talenterne sammen med en gammel britisk kending på nummeret ’One Hell of a Party’. Nemlig Pulps Jarvis Cocker, der p.t. nyder succes med sit første soloudspil. Umiddelbart lidt af et sammenstød – mellem de ultra-franske sofister og den ditto engelske humorist:

»Det viste sig, at vi havde en forståelse for hinanden. Jarvis Cocker er stadig en konge, og vi bemærkede hurtigt, at hans fantastiske stemme ville virke med os. Der gemmer sig noget mørke i den, og det var interessant at bringe det ind i vores univers. I det hele taget forsøger vi ikke at lyde for lalleglade. Alle mennesker har melankolien til fælles,« slutter Jean-Benoit Dunckel. På vej ud af døren for at nå til svømning – og et studium i aerodynamik.