INDEFRA LIGNER DET en mørk fæstning, som hvert øjeblik venter et angreb fra overmagten.
De store vinduer er dækket med billardborde og træplader, som er boltet fast til væggen, og yderligere forstærket med store stolper, der er banket fast i gulvet. Rundt omkring ligger der bunker af tunge brosten, og på væggene er der opsat plakater med opråb om kamp til det sidste og om aldrig at overgive sig.
Risikoen for en reel konfrontation ¿ med de værst tænkelige konsekvenser ¿ er desværre meget nærværende.
Inde i Ungdomshuset findes der en gruppe af især teenagere på 16, 17 og 18 år, som er drevet så langt ud, at de efter de seneste års konstante krise opfatter sig selv som kamptropper. De er så vrede og bitre, at nogle af dem måske er parate til at gå til yderligheder i den kamp med politiet, som synes uundgåelig. Det kan ende med dødsfald.
Som én fortæller mig, da jeg for nylig tilbragte en aften i Ungdomshuset, så er der desværre en del, som har brugt deres teenage-år på at forberede sig til kamp ¿ og slet ikke er en del af den positive og kreative energi, som også præger stedet.
Langt de fleste af de unge, der kommer i Ungdomshuset, ønsker naturligvis ikke vold.
DET IDEOLOGISKE UDGANGSPUNKT, som har præget dets aktivister gennem et kvart århundrede, er ikke voldeligt ¿ selvom volden desværre med jævne mellemrum har vist sit hæslige fjæs. Punkere, hiphoppere og reggaemusikere i kombination med unge drenge og piger, som bare ikke passer ind i det konforme samfund, burde ikke være en sprængfarlig cocktail.
Der er godt 100 aktivister, som organiserer det meste ¿ og derudover yderligere 300-400, som kommer fast i Ungdomshuset. De fleste er klædt i sort, mange er piercede, flere bærer dødningehoveder som udsmykning ¿ og, nej, de ligner ikke de fleste andre unge. Man regner da også med, at kun en tre-fire stykker ud af hver 100, der kommer forbi, får lyst til at blive faste gæster. Stedet er selvsagt ikke normalt ¿ og derfor ikke for de fleste ¿ men det er jo præcist det, som er meningen.
EN UNG KVINDE forsøger at indkredse den psykologiske tilstand, som Jagtvej 69 befinder sig i.
»Vi er ikke rationelle. Vi er en familie. Kommunen forstår ikke, at de ikke bare lukker et hus ¿ de slår en familie i stykker. Derfor kan vi jo ikke bare frivilligt gå ¿ sådan ville man jo heller ikke gøre ved sin egen familie, hvis den blev truet.«
De, der tror, at man kan forhandle med Ungdomshuset på samme fornuftige måde, som man normalt gør i samfundet, tager naturligvis fejl. Stedet har ingen daglig ledelse, ingen bestyrelse, ingen direktør, man kan indgå en aftale med. Jagtvej 69 træffer sine beslutninger på de såkaldte mandagsmøder, hvor de stærkeste argumenter vinder ¿ men da der er tale om en dynamisk organisme, kan beslutninger truffet i sidste uge sagtens ændres i den næste.
DET ER DEN VIRKELIGHED, som er med til at gøre det så umådeligt vanskeligt for selv velmenende politikere og andre, som prøver at finde en løsning. Vi har at gøre med helt unge mennesker, som i hvert fald i denne fase af deres liv kæmper desperat imod det velfærdssamfund, som de fleste andre holder af. Unge, der afskyr den kommunale musikskole med dens tyve minutters guitarundervisning med melodiske beatles-sange ¿ og som i stedet har fundet ly i et mørkt øvelokale på Jagtvej 69, hvor de for en halvtredser om måneden må øve sig så længe, de har lyst til.
Der er mange i samfundets midte ¿ fra SF ere over Socialdemokrater til Venstre-folk ¿ som igen og igen mistroisk spørger om, hvad det egentlig er, som Ungdomshuset har bidraget til. Svaret er naturligvis komplekst ¿ fordi det både består af temmelig abstrakte begreber som at være et fristed og af ganske konkrete resultater inden for en snæver musikbranche.
JAGTVEJ 69 er især kendt for punkscenen ¿ sandt for dyden ikke noget, som appellerer til mainstream-samfundet. Næsten hver tredje dag om året er der koncert ¿ ofte med små bands, der kun trækker nogle håndfulde tilhørere, men andre gange med hundreder. Ud over de bands, som spiller, er stedet en unik uddannelse for kommende lydmænd, lysfolk og bookere. Mange af dem, der i dag styrer steder som Vega eller Rust, har lært deres håndværk i Ungdomshuset. De, der arbejder i folkekøkkenet, ender ofte som eftertragtede kokke på vegetarrestauranter.
Det typiske svar, som de unge selv kommer med, når man spørger, er, at »man lærer at gøre alting selv«. De unge skal selv tage ansvar for alt ¿ for oprydning, for disciplin, for at lægge planer, for at styre folkekøkkenet, arrangere koncerter, drive småforlag og alt muligt andet.
ANDRE VÆRESTEDER FOR UNGE i København eller andre byer har altid en ledelse, udpeget af kommunen og styret af politikerne, mens Ungdomshuset altid bestemmer selv på de såkaldte mandagsmøder. Diskussioner fører til beslutninger, som så kan ændres igen ugen efter, hvis nye idéer vinder frem. Intet er mere generende for de unge end tanken om, at denne selvforvaltning måtte forsvinde ¿ idet deres antipati mod kommunale autoriteter er en grundforudsætning.
De unge forklarer igen og igen, hvordan de også er opsamlingssted for unge teenagere, der er blevet tævet af deres forældre og flygtet hjemmefra. Så får de en sovepose og bliver langsomt sluset tilbage til skolen gennem undervisning i Ungdomshuset.
Der er masser af minoriteter i huset ¿ grønlændere, punkere, autonome ¿ som alle føler, at de udstødes af samfundet og konstant føler, at de chikaneres af politi og myndigheder.