Er du en af dem, som får grå hår i hovedet bare ved tanken om at skulle sætte et par hylder op, så hører du faktisk til et svindende mindretal. Nye tal fra Gallup viser nemlig, at Danmarks befolkning i stigende grad elsker at hamre, save og bore, når hjemmet skal peppes op.
85 procent gør det selv
Gallupundersøgelsen viser, at hele 3,9 millioner danskere er vilde med gør det- selv-arbejde, hvilket svarer til 85 procent af befolkningen på over 12 år - ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder.
De nye tal viser en fremgang på otte procent siden 2004, hvor 79 procent af befolkningen havde en lille handymand eller -kvinde i maven. Og den udvikling vil fortsætte, hvis man spørger livsstilsekspert Henrik Byager:
»Jeg er overbevist om, at vi vil se et stigende behov blandt danskerne for at gøre det selv i fremtiden inden for alt fra små hyggeopgaver til store håndværksmæssige gør-det-selv-projekter,« siger han.
Vil skille sig ud
Henrik Byager mener, at den stigende interesse hænger sammen med et behov for at individualisere os selv. Vi vil kort og godt skille os ud fra vore medmennesker.
»Den måde, vi indretter vores liv på og udstyrer os selv med materielle goder, teknologi og strømlinede produkter, skaber samtidig et andet behov. Det drejer sig om personliggørelse og om at skabe noget unikt, som differentierer os fra naboen. Gør-det-selv-arbejde får dermed en særlig værdi for danskerne, når de skal definere sig selv,« siger Henrik Byager.
Hos Bauhaus vurderer man, at den stigende interesse for gør-de- selv-arbejde også hænger sammen med, at vi ikke er bange for at kaste os ud i nye projekter.
»Danskerne er blevet mere modige, hvad angår gør det selv-projekter,« siger Palle Johansen, salgschef for Bauhaus Danmark og understreger, at det både er semi-professionelle og helt grønne gør-det-selv-folk, som i dag kaster sig ud i alt fra små opgaver til de helt store projekter.