Kasseapparaterne klinger på landets apoteker.
Danskerne købte medicin for 19,5 milliarder kroner i 2007 – 10 procent mere end i 2006. Stigningen kommer hovedsageligt af, at der bliver langet seks procent mere medicin over disken, mens prisstigninger på 1 procent udgør en mindre del af årsagen.
Pillerne bliver først og fremmest brugt til at banke kolesteroltallet i bund. Danskernes mest brugte lægemiddel er det kolesterolsænkende middel simvastatin, som blev solgt i 250 millioner døgndoser. Salget er steget med næsten 30 procent, og der bliver nu solgt så meget, at hver dansker kunne tage medicinen i halvanden måned, hvis det blev fordelt ligelidt til hele befolkningen.
Reelt er der 400.000 danskere, der tager medicinen. Det fremgår af en analyse fra Apotekerforeningen.
Det lægemiddel, som danskerne bruger flest penge på, er det antipsykotiske præparat Zyprexa, som bruges mod skizofreni og gives til urolige ældre på plejehjem. 212 millioner kroner blev der købt for i 2007.
På andenpladsen ligger Nexium, som bruges mod mavesår, med en omsætning på 193 millioner kroner.
Hovedårsagen til, at danskerne putter så mange flere piller i munden, er, at lægerne er begyndt at udskrive mere medicin mod usund livsstil såsom rygning, overvægt, manglende motion og usund kost.
Hjerte-kar-sygdomme topper listen over de folkesygdomme i Danmark, der behandles med mest medicin.
Forbruget af medicin mod psykiske lidelser ligger på en andenplads, mens medicin mod astma og allergi og medicin mod rygerlunger tager tredjepladsen. Hovedpinepiller kommer ind på en fjerdeplads.
2007 var i det hele taget et godt år for medicinalbranchen. Kun forbruget af hudmidler, kønshormoner og gynækologiske- og urinvejslægemidler gik lidt tilbage.