Værst ser det ud for ejerlejlighederne. Hvor ejerne i 1998 i gennemsnit boede 8,4 år i deres lejlighed, inden de satte den til salg, bor de i dag i den omkring 18 år.
Også villaejerne bliver i højere grad i deres bolig end tidligere. For tre år siden boede husejere 19,5 år i boligen, inden de solgte, mens de i dag bor hele 27 år i huset.
Det viser en spritny beregning af danskernes såkaldte mobilitet - viljen til at flytte.
"Tallene er et spejl af den øjeblikkelige situation på boligmarkedet, hvor det lave salg er en reel forhindring for mange, der gerne vil videre til f.eks. et nyt job i en anden del af landet," siger EDC's formand, Poul Erik Bech.
Den lave mobilitet i ejerboligen øger samtidig presset på lejeboligsektoren, påpeger Poul Erik Bech, der opfordrer politikerne til at overveje initiativer, der kan fremme flyttelysten.
"Mobiliteten kan fremmes ved, at man nedbringer omkostningerne i forbindelse med flytningen. Her tager staten sig jo godt betalt både i form af tinglysnings- og stempelafgifter. I alt tjener staten typisk mellem 30.000 og 70.000 kr. i hver eneste ejendomshandel, siger EDC-formanden.
-Newspaq