Dorte Ramsdal Jensen har ikke haft en eneste sygedag det seneste år. Og hun er ikke den eneste. Ansatte over 50 år melder sig nemlig ikke lige så tit syge som deres yngre kollegaer.
"I min årgang har vi gået i flinkeskole, så vi lægger os ikke ned, bare fordi vi har lidt ondt i hovedet," siger hun.
Læs også: Hyr en senior - de er næsten aldrig syge
Dorte Ramsdal Jensen arbejder som kontorassistent i Viborg Idrætsråd, der hjælper de lokale sportsklubber med administration og regnskaber.
Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har haft en sygedag. Men det er længe siden, og det kan hun takke et godt helbred og et godt arbejdsmiljø for.
'Det er jeg opdraget med'
Men det handler også om indstillingen til arbejdet, mener Dorte Ramsdal Jensen.
"Lidt forkølelse eller ondt i hovedet får ikke mig til at blive hjemme. Det er jeg opdraget med," siger hun.
Det er kollegaerne, hun tænker på, når hun vælger at tage på arbejde, selvom hun ikke føler sig helt på toppen.
"Hvis jeg ikke var der, ville de være nødt til at aflyse møder, eller de ville måske ikke have tid til at holde frokostpause," siger hun.
Men er du ikke bange for at smitte dine kollegaer, hvis du går syg på arbejde?
"Jo, det er da en risiko. Men vi er en meget lille arbejdsplads, så vi er meget afhængige af hinanden. Hvis jeg ikke er der, er der ikke nogen til at tage telefonen," siger hun.
De unge bliver hurtigere hjemme
Mens hver tredje ansatte over 50 år ikke har haft en sygedag det seneste år, gælder det kun hver femte ansatte under 50 år.
Det hænger blandt andet sammen med, at de unge har små børn, der slæber bakterier med hjem fra børnehaven.
Men der er også forskel på generationerne, mener Dorte Ramsdal Jensen.
"Der er en tendens til, at de yngre generationer er lidt hurtige til at blive hjemme," siger hun.