Har du kasser med gamle VHS-bånd, DVD’er eller CD’er stående på loftet? Så er det måske nu, du skal støve dem af. Nye tal fra genbrugsplatformen Tradera viser nemlig en markant stigning i interessen for de analoge formater, som mange ellers havde dømt ude.
På blot to år er salget af VHS, DVD og Blu-ray vokset kraftigt. Alene det seneste år er salget steget med næsten 40 procent, og hver eneste dag skifter omkring 1200 film hænder på platformen. Det svarer til knap en halv million film om året.
Nostalgi og modreaktion
Ifølge Jennifer Geertsen Bro, der er marketingchef for Tradera i Danmark, er der flere årsager til, at de gamle formater får nyt liv i de danske hjem.
– Jeg tror, det handler om flere ting. Dels er det en modreaktion mod det helt digitale, man vil gerne eje noget fysisk, noget man kan holde i hånden og stille på hylden. Og så er det en nostalgisk, hyggelig ting at sætte et VHS-bånd i sin afspiller, forklarer hun.
Det er ikke kun film, der hitter. Også CD-salget har fået en renæssance med en stigning på hele 76 procent over de seneste to år. Det tyder på, at vi savner det håndgribelige i en ellers digital hverdag.
Jagten på VHS-afspillere
Når de gamle bånd findes frem, kræver det naturligvis også grej, der kan afspille dem. Det har skabt en eksplosion i efterspørgslen på gammel teknik. Salget af VHS-afspillere er det seneste år steget med 47 procent.
Tendensen dækker over en bredere kulturel bevægelse, hvor vi søger mod ting med varig værdi og muligheden for at sænke tempoet.
– Måske er det en modreaktion på den stadig mere digitale og virtuelle verden, vi lever i. Vi oplever det ikke bare som en ”retro-trend”, men som en bredere længsel efter ejerskab, nærvær og et mere bevidst forbrug, siger Jennifer Geertsen Bro.
Sjældne bånd kan være dyre
For nogle handler det om hygge, men for andre er der tale om seriøse samlerobjekter. Hvis du ligger inde med de helt rigtige titler, kan der være mange penge at hente.
Værdien afhænger af både udbud og stand. Film, der aldrig er udgivet digitalt, eller som stadig er i deres originale plastindpakning, er særligt eftertragtede.
– Nogle titler blev udgivet i meget små oplag eller er aldrig blevet udgivet digitalt. Standen er også afgørende. Er filmen stadig i plast og i original stand, kan værdien stige markant, fortæller Jennifer Geertsen Bro.
Udviklingen ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. Det fysiske format har fået en ny værdi, der både handler om følelser og om at vælge det bevidste forbrug til i en travl hverdag.