Med de to Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton i første række i Monaco bliver det svært for alle andre at komme forbi søndag eftermiddag.
Det erkender både Formel 1-seriens førstemand, den regerende verdensmester Sebastian Vettel (Red Bull), og den tidligere verdensmester Fernando Alonso (Ferrari).
Monacos gader er ganske enkelt for smalle, når Vettel er i tredjeposition. Derfor vil han hellere koncentrere sig om sit eget løb, når det går i gang søndag klokken 14.
- Der er mange omgange her, men det er svært at overhale. Dækvalg kan få betydning, men vi må først og fremmest koncentrere os om om selv og så tage de rigtige beslutninger på stedet, siger Vettel ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mens Vettel stadig tror, at strategi kan give ham sejren, har den øjeblikkelige nummer tre i VM-stillingen, Fernando Alonso, nærmest opgivet det håb. Han havde den sjettebedste træningstid lørdag.
- Det bliver svært. Jeg har ikke den bedste position, hvis man vil køre for at vinde, siger Alonso ifølge AFP.
- Næste mål er at slutte foran vores konkurrenter i VM-stillingen, og det er stadig muligt. Jeg starter i samme række som Kimi Räikkönen, og Vettel er kun en række foran. Så med en god start og en god strategi er det muligt, fortsætter han.
Sebastian Vettel fører VM-serien med fire point foran finnen Kimi Räikkönen (Lotus) og 17 point foran Fernando Alonso.
/ritzau/