Kevin Magnussens drøm om at levere en kanonstart i årets første Formel 1-grandprix døde hurtigt, da han i andet sving var af banen efter et sammenstød. Og på 51. omgang udgik danskeren på grund af problemer med bilen.
Han endte som nummer 15 i en skuffende Haas-debut, mens Sebastian Vettel tog Ferraris første sejr siden Singapores Grandprix i 2015.
En genial pitstopstrategi sendte tyskeren forbi Lewis Hamilton (Mercedes), der måtte nøjes med andenpladsen. Den anden Mercedes-kører, Valtteri Bottas, blev nummer tre.
Magnussen fra 17. startposition kom godt afsted i første sving, men i andet sving gik det galt for danskeren.
Svenskeren Marcus Ericsson forsøgte at komme uden om Magnussen, som ikke kunne lave sit sving hurtigt nok, og så kørte de to sammen.
Begge endte i gruset, men danskeren var dog i stand til at bringe bilen på banen igen og køre den til pitten.
Efter et lidt længere stop her vendte han tilbage til løbet - langt efter resten af feltet.
Mens Magnussen fik lov til at køre sit eget løb bagest i feltet, udkæmpede Lewis Hamilton og Sebastian Vettel en kamp på hastighed og pitstopstrategi i front.
Hamilton gik tidligst ind fra førerposition, men et perfekt timet pitstop fra Ferrari gjorde, at Vettel vandt tid, mens briten var inde, og så kom han ud foran Hamilton efter sit stop knap midtvejs i løbet.
På 15. omgang måtte Magnussens teamkammerat Romain Grosjean parkere bilen i pitten.
Franskmanden imponerede ellers stort i kvalifikationen lørdag med en sjetteplads, men problemer med Haas-raceren tvang ham ud af løbet.
Magnussen fik dog også problemer med bilen efter et sent pitstop, og på 51. omgang var det også slut for danskeren.
Forrest var Vettel flyvende, og han kørte Ferrari til sejr med overraskende pæn margin ned til de normalt så suveræne Mercedes-biler.
Måske det er et tegn på, at Ferrari har mulighed for at udfordre Mercedes i denne sæson.
/ritzau/