Det er faktisk lidt af en forbrydelse, at Veto kun stiller op med to ud af fem mulige medlemmer, når kollektivet nu har indvilget i at forsvare sit seneste værk.

For i den århusiansk-fødte kvintet tager man det med veto-ret ganske alvorligt. I den musikalske skabelsesproces er det således ikke tilladt at føde ideer og lave konkrete oplæg, uden at hele bandet er samlet, men når det gælder udtalelser til hovedstadens presse er det Kbh-tilflytterne, Jens Skov Thomsen og Troels Abrahamsen, der bryder dogmet og går solo med følgende statement:

»Når vi laver musik, fun ger det på den måde, at vi står og glor på hinanden, indtil nogen finder på noget.«

Det lyder tungt, men drengene fastholder, at det går strygende let - især da Veto bookede sig en uges studietid på Samsø og med diverse elektroniske hjælpemidler skabte et lille vidunder ved navn Crushing Digits , lillebror til den laptop-producerede debut There s A Beat In All Machines , som pt. er solgt i cirka 14.000 kopier.

»En uge på Samsø - det virker,« understreger bassist Jens Skov Thomsen.

»Der skal vendes rundt på nat og dag, og man helst blive lidt -,« siger han, mens han fløjter, og pegefingeren cirkulerer oppe i håret.

Med andre ord: Veto er en tilstand. Et spørgsmål om at lukke øjnene og lade et beat, et riff og et lille lyrisk snapshot repetere sig selv til, det finder ud på sine egne unikke afveje.

You lift me up from

The world of fallen

You get me going

And this is how I thank you

Sådan lyder det ofte på P3, hvor førstesinglen Built To Fail - modsat titlen - dagligt signerer Vetos succes med deres særegne elektroniske rock.

Spørger man, om drengene skulle have satset lidt mere på den hårde guitartråd fremfor al den syntheziser, kan man for alvor få tangentbestyrer og forsanger Troels Abrahamsen op af lædersofaen.

»Der er sgu da masser af guitar, den er bare forklædt i en masse effekter, så det lyder som en syntheziser. Hvorfor fa en skal der skelnes mellem hvilke instrumenter, vi bruger? Vi har snakket med mange, der kalder vores musik for rockmusik med elektroniske elementer - eller endnu værre - med elektroniske hjælpemidler . Nu har synthezisere været her i snart 40 år, og man skal stadig høre for det, når der ikke lige er klar guitar. Men vi blender altså tingene på vores måde, ud fra vores præferencer.«

Vel ikke for at være en del af den nye bølge?

»At snakke om bølger er bare så åndssvagt.«

Okay. Det vil jeg notere.

»Ja, gør det.«

Så I spiller selv. Altså, det er ikke maskiner?

»Altså, hvis alle slipper deres instrument, så kommer der ikke nogen lyd. Lad os sige det sådan.«

Verdens bærme

Nu skal man som læser af dette interview ikke tro, at der var dårlig stemning. Jens og Troels er skam nogle flinke fyre, der godt kan tåle at blive drillet lidt. De har, sammen med resten af Veto, for eksempel prøvet at tage helt til Los Angeles og med egne ord føle sig som scum of the earth .

Derovre risikerer man at skulle betale 50 dollars for en lydprøve og så ellers stå ude på gaden og vente, indtil man får lov at gå på for real .

»Og så kom vi der med vores danske elektro-stil, som lige krævede lidt mere end bas, guitar og trommer,« griner Jens Skov.

Troels Abrahamsen supplerer:

»Jeg ved faktisk ikke helt, hvad vi lavede. Altså, udover at vi også var lidt på ferie. Har det overhovedet battet noget? , tænker man - når man kommer hjem. Derfor har vi heller ikke travlt med noget som helst, når det gælder udlandet. Det er ikke sådan, at vi SKAL slå igennem på den her plade. Først er det noget med at opbygge en eller anden form for stamina i bandet, en udholdenhed at komme videre på.«

En rygrad, som for eksempel kan ramme Finland, hvor airplay i radio og tv rent faktisk har leveret et publikum til Vetos koncerter. Live-optrædener, der ifølge bandet er lidt af et udstyrsstykke i diverse elektronisk udstyr.

I har en vis nørd-faktor?

»Det har vi da bestemt,« bekræfter Abrahamsen.

I virker også yderst seriøse?

»Vi vil gerne snakke om Veto, når vi skal snakke om Veto. Og ikke, hvor mange bajere vi drikker, når vi er ude at spille.«

Hvor mange bajere drikker I da?

»Jeg drikker ikke. Jeg bryder mig ikke om øl, jeg brækker mig af det,« indrømmer frontfiguren, indtil Jens Skov Thomsen kommer ham til hjælp:

»Vi vil bare gerne prøve at lave musik, som vi selv kan tage seriøst. Vi har ikke lyst til at have en distance mellem musikken og os.«

Nu ender I ikke med at blive ligeså introverte som Radiohead. Og bare sidde og lave lyde til hinanden, vel?

»Personlig synes jeg nu, det er et meget spændende band. Men altså, vi gider ikke selv gå til en koncert, hvor der står én med en laptop og så sker der ikke andet. Men det er jo heller ikke ligefrem Robbie Williams, når vi spiller. Vi har ikke lyst til at have en stil på den måde. Der er ikke noget spændende ved mig som person eller resten af bandet. Det, der er spændende for os, det er musikken og intet andet.«