Veto forhindrer pasfrihed i Østeuropa
Rumænien og Bulgarien er ikke rigtig velkommen i EU-samarbejdet. Foto: Colourbox
Rumænien og Bulgarien bliver ikke foreløbig medlem af Schengen-samarbejdet. Det har Holland og Finland i dag forhindret.

Nej, I må ikke være med.

Holland og Finland har blokeret en køreplan, der i første omgang skulle fjerne grænse- og paskontrollen i bulgarske og rumænske lufthavne og i søtransporten.

Senere skulle også landegrænserne følge med, men det er regeringerne i Haag og Helsingfors ifølge Jyllands-Posten ikke med på.

De tidligere østbloklande havde håbet at komme med i det lukrative Schengen-samarbejde, fordi Frankrig og Tyskland havde åbnet døren på klem.

Udsigten til, at hollænderne og finnerne vil nedlægge veto, har fået østeuropæerne op i det røde felt.

Rumæniens udenrigsminister, Teodor Baconschi, er rasende og siger, at den hollandske regering er blevet taget som gidsel af Geert Wilders og hans højrenationalistiske Frihedsparti.

I Rumænien er hollandske lastbiler med tulipaner desuden blevet stoppet ved den rumænske grænse. Toldmyndighederne søger "Schengen-bakterier" og nægter lastbilerne adgang.

Det er frygten for en strøm af illegale indvandrere, organiseret kriminalitet og omfattende korruption, der får Holland og Finland til at blokere.

Danmark støtter som det store flertal af EU-landene bestræbelserne på at finde et kompromis, så flere lande kan blive medlem af Schengen-samarbejdet.

Kilde: Jyllands-Posten