Der blev skrevet VM-historie, da Egypten og Saudi-Arabien mandag mødtes i Volgograd i en kamp, der ikke gjaldt meget andet end æren i gruppe A.
Kampen, der endte 2-1 til Saudi-Arabien, havde dog en særlig betydning for Egyptens sædvanlige målmandsreserve Essam El-Hadary, som fik chancen fra start af landstræner Héctor Cúper.
Med sine 45 år, 5 måneder og 10 dage blev Essam El-Hadary den ældste nogensinde til at få spilletid ved en VM-slutrunde.
Colombias målmand Faryd Mondragón satte den nu tidligere rekord, da han ved VM i 2014 fik spilletid i kampen mod Japan. Han var dengang 43 år og 3 dage.
Essam El-Hadary fejrede sin første VM-kamp med at redde et straffespark cirka fem minutter før pausen.
Målmanden kastede sig og verfede straffesparket fra Saudi-Arabiens Fahad Al-Muwallad op på overliggeren.
På det tidspunkt førte Egypten 1-0 på et lob af Liverpool-stjernen Mohamed Salah, efter at Saudi-Arabien havde smidt bolden væk.
Saudi-Arabien fik dog udlignet lige før pausen, da holdet endnu en gang blev tilkendt et straffespark.
Salman Al-Faraj udlignede til 1-1 og sørgede dermed for Saudi-Arabiens første mål ved årets VM.
Der skete ikke voldsomt meget i anden halvleg, men i kampens fjerde tillægsminut scorede Salem Al-Dawsari til slutresultatet med en god helflugter.
Det var Saudi-Arabiens blot tredje sejr nogensinde ved VM og den første siden 1994.
Egypten har aldrig vundet en kamp ved VM og slutter sidst i gruppe A uden point.
Uruguay, der vandt 3-0 over Rusland, tog førstepladsen med ni point foran Rusland med seks point og Saudi-Arabien med tre point.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.