Hæld lige en sjat koldt vand i blodet.
Sådan lyder meldingen fra de danske krigsveteraner i veteranforeningen Krigsveteraner og pårørende, selvom en officer skal afhøres, fordi, der er mistanke om, at han har kommanderet en ung soldat i døden.
For hvis man farer frem med bål og brand, så risikerer man at handlingslamme de officerer, der stadig er i Afghanistan.
Det siger formanden for foreningen for Krigsveteraner & pårørende Lars Christensen, til Newspaq.
"Man skal passe på med at lave sådan en sag her, for man risikerer at lægge folk under et større pres, der gør dem mere bange for at lave fejl og træffe beslutninger. Og ingen er tjent med handlingslammede officerer," siger han.
Han minder om, at det er et specielt job med et stort pres, som officererne i Afghanistan varetager.
"Jeg synes, man skal passe på med at dømme nogen på forhånd i sager som denne her. Man skal tænke på, at når man er under pres, så kan man let fejle. Der skal ingenting til og jeg kender ingen, der er fejlfri," siger Lars Christensen til Newspaq.
Lars Christensen ser det heller ikke som noget unikt, at auditørkorpset er blandet ind i sagen.
Han mener blot, at det er et tegn på, at alvorlige episoder bliver undersøgt til bunds.
"Det ville være mere galt, hvis de ikke blev indblandet. Man skal jo finde en årsag til, hvad der er sket," siger han.