"Det var en af de største oplevelser i mit liv - og det var noget helt særligt".
Sådan siger Søren Poppe, der som en del af Rollo og King i 2001 kom helt til tops i det internationale Melodi Grand Prix med sangen "Never Ever Let You Go".
For ham kom den store optræden i Parken - året efter Brødrene Olsen vandt med "Fly on The Wings of Love" til at være et nøglepunkt i hans karriere.
"For mig var det en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse. Vi var allerede da brudt igennem, men det her var noget helt særligt - også fordi jeg som barn altid selv fulgte Grand Prixet," siger Søren Poppe.
Kulminationen kom, da han stod på scenen i Parken, der i 2001 lagde scene til finalen, hvor Rollo og King blev nummer to.
"Det var meget drømmeagtigt. De tre minutter på scenen, kan jeg nærmest ikke huske. Vi var dybt koncentrerede. Det var svært at forholde sig til pludselig at stå på så stor en scene med så mange tv-seere og tilskuere," siger Søren Poppe, nu næsten ni år efter.
"Vi fokuserede på at synge rigtigt og huske teksten. Og hvis der var overskud og energi til det, så sørge for at smile og kigge ud på publikum," husker han tilbage.
Rollo og King havde året forinden hittet med sangen "Ved du hva' hun sa'?", der havde skabt fundamentet for et liv som professionel musiker.
Han synes, at niveauet i år er særligt højt i Oslo.
"Det er smag og behag, hvilken musik man kan lide. Men der er mange traditionelle Grand Prix-sange med i år, og det kan jeg godt lide. For mig er det vigtigt, at man fokuserer på melodien og sangen - og at sceneshow og andet gøjl ikke bruges til at skygge for et halvdårligt produkt," siger Søren Poppe.
Han synes, at Tomas N'evergreen og Christina Chanée virker stærke på scenen, og har ikke mange råd at give dem med på vejen.
"De synger en kærlighedssang, som de synger til hinanden. Men det skal de nok vise lidt bedre på skærmen. Det er en positiv kærlighedssang. Det skal man også vise visuelt," siger han.