I en fælles erklæring siger lederne for Frankrig, Tyskland, USA og Storbritannien, at giftangrebet i Salisbury truer alles sikkerhed.
Rusland har nægtet ethvert ansvar for angrebet i den sydengelske by Salisbury.
Her blev den forhenværende spion Sergej Skripal og hans datter angrebet med en nervegift. De svæver fortsat mellem liv og død.
Ifølge den britiske regering blev der brugt en nervegift, der er fremstillet af det russiske militær.
- Vi, lederne af Frankrig, Tyskland, USA og Storbritannien afskyr angrebet, der fandt sted mod Sergej og Julia Skripal i Salisbury 4. marts 2018.
- Denne brug af en militært-udviklet nervegift, en type udviklet af Rusland, er den første offensive brug af en nervegift i Europa siden Anden Verdenskrig, konstaterer de.
- Det er et angreb på Storbritanniens suverænitet, og enhver brug af det fra en stat er en klar overtrædelse af Konventionen om Kemiske Våben og et brud på folkeretten.
- Det truer sikkerheden hos os alle, konstaterer de.
Skripal blev i 2006 dømt i Rusland for at spionere til fordel for Storbritannien. Han blev i 2010 frigivet i forbindelse med en udveksling af spioner mellem USA og Rusland.
- Vi opfordrer Rusland til at forholde sig til alle spørgsmål med relation til angrebet i Salisbury, lyder det videre i erklæringen fra de fire vestmagter.
Den britiske regering besluttede onsdag at udvise 23 russiske diplomater.
Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske præsident, lover, at Rusland vil svare igen.
Rusland er forvirret, siger han. For den britiske regering har ikke fremlagt beviser for de påstande, som rettes mod Moskva.
- Der er alle tegn på, at det er en provokation mod vort land. Den britiske regerings indstilling forekommer helt igennem uansvarlig.
- Vi fastholder, at Rusland ikke har nogen forbindelse til, hvad der skete i Storbritannien, siger Peskov.
/ritzau/Reuters