Danskernes diæt består typisk af store mængder forarbejdet kød og en masse hvidt brød, men det er ikke godt for de bakterier i vores tarme, som skal bekæmpe sygdomme.
Det viser en ny amerikansk undersøgelse, hvor forskere har undersøgt tarmene på 14 vestlige børn fra Italien og 14 børn fra Burkina Faso. Resultatet viste, at de afrikanske børn havde langt flere bakterier tarme end de italienske.
Ifølge Hanne Frøkiær, professor på Institut for Grundvidenskab ved LIFE på Københavns Universitet, skyldes den store forskel den vestlige kost, som ikke er favorabel for bakterierne i tarmene.
"Den type mad, som vi spiser i den vestlige verden består af få fibre og ikke så mange grøntsager, men i stedet en masse forarbejdet kød og hvidt brød. Det gør, at vi ikke får så mange forskellige bakterier i vores tarme, som man har i de kulturer, hvor man spiser mange forskellige typer grøntsager," siger hun.
Når bestanden af bakterier i tarmen ikke er god nok kan det få alvorlige konsekvenser for vores helbred, forklarer Hanne Frøkiær.
"Vores immunforsvar stimuleres ikke på samme måde, og det ser ud til, at immunforsvaret så bliver dårligere til at kende forskel på det der er farligt og ikke farligt. Det kan så give anledning til at flere og flere folk udvikler allergi og andre autoimmune sygdomme, som blandt andet inkludere type 1 sukkersyge og sygdomme som betændelsestilstand i tarmen."
Ifølge Hanne Frøkiær ved man stadigvæk ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre at ændre sin tarmflora, når den først er blevet dårlig.