Vestas følger op på udmeldingen om, at der skal skæres i produktionen i Nordeuropa.
Koncernen meddeler onsdag, at vingefabrikkerne på Isle of Wight og i Southampton skal lukkes.
Det koster 425 ansatte jobbet.
"Beslutningen om at lukke fabrikken var meget svær, og vi erkender fuldt ud den betydning, det vil have for de ansatte, deres familier. Ikke desto mindre var det absolut nødvendigt for at sikre Vestas' konkurrencedygtighed og for at skabe en regionale balance mellem produktion og efterspørgsel på vindmøller," siger Ole Borup Jakobsen, direktør i Vestas Blades.
Beslutningen kommer i kølvandet på Vestas' beslutning om at reducere produktionsomkostningerne i det nordlige Europa, da markederne her ikke lever op til forventningerne.
Samtidig er Vestas ved at etablere fabrikker i USA. Og det gør en del af produktionen i Nordeuropa er overflødig, fordi man her har produceret møller og sejlet dem til USA, hvilket er dyrt og dårligt for miljøet.
Af de 425 fyrede fabriksansatte på Isle of Wight og i Southampton har 40 fået nye job i Vestas. 57 ansatte fortsætter med at arbejde på fabrikkerne indtil de lukker.