Vestas-aktien kom ud på en stor nedtur onsdag, da selskabet skuffede aktiemarkedet med sit regnskab. Store nedskæringer er på vej i medarbejderstaben - men koncernchef Ditlev Engel ser stadig positivt på selskabets udsigter.
- Vi forbereder os fortsat på et profitabelt 2013, sagde han ved præsentationen onsdag af selskabets regnskab.
Ditlev Engel har dog tidligere afvist at præcisere, hvad der regnes som "profitabelt", oplyser Ritzau Finans.
Ifølge Vestas' finansdirektør, Dag Andresen, var både andet og tredje kvartal i år profitable. Tredje kvartal kan dog kun ses som profitabelt, hvis man kigger på resultatet af den primære drift før særlige poster.
De store nedskæringer betyder, at man skal skære 3000 stillinger væk i koncernen inden udgangen af 2013.
- Ikke alle bliver fyret af Vestas. Nogle vil få nye arbejdsgivere via frasalg, siger Ditlev Engel.
Han venter dog afskedigelser på alle områder af Vestas i løbet af 2013.
Selskabet venter spændt på, om den særlige amerikanske støtteordning for vedvarende energi, PTC, bliver forlænget.
Vestas er klar til et udfald både med en forlængelse og et udløb af ordningen.
- Vestas er forberedt på at tilpasse sig markedsforholdene. Men vi ser en rimelig sandsynlighed for, at der kommer en forlængelse af ordningen, siger Ditlev Engel.
Kommer den igennem som fremlagt, kan der reelt være tale om en toårig forlængelse, idet blot fem procent af et vindmølleprojekt skal være påbegyndt ved udgangen af næste år for at få støtten, påpeger Vestas-topchefen.
/ritzau/