Helle Thorning-Schmidt (S) og Annette Vilhelmsen (SF) har formentlig haft svært ved at finde på positive ting at sige om Margrethe Vestager efter Vestager beskyldte Socialdemokraterne for "ægte løftebrud" i sagen om øremærket barsel.
Men på De Radikales landsmøde i Nyborg rækker Margrethe Vestager hånden ud mod de to andre partiledere i regeringen.
I sin tale til de flere hundrede fremmødte radikale, siger hun:
- Man siger sikkert meget om Helle Thorning-Schmidt og Annette Vilhelmsen, men det er nogle af de sejeste kvinder, jeg er stødt på.
Udmeldingen fik et stort bifald fra det radikale bagland i salen, som dermed indirekte sendte en tak til de to andre partier i regeringen, der har taget de største tab i meningsmålingerne i regeringens to første år.
Både hos Socialdemokraterne og SF var der fredag frustration over, at Margrethe Vestager i et interview med Jyllands-Posten kort før De Radikales landsmøde valgte at skyde skylden for den droppede barselsordning over på Socialdemokraterne.
Margrethe Vestager fastslog fredag over for Ritzau, at hun står ved citaterne i Jyllands-Posten, men siden har hun både på Facebook og på landsmødet i Nyborg forsøgt at reparere på udtalelserne.
På vej ind til landsmødet afviser Margrethe Vestager, at det overraskende udfald mod Socialdemokraterne er et tegn på, at regeringen er i opløsning.
Men du står fast på, at det er et løftebrud?
- Det, tror jeg, I ville have forholdt os alle sammen, siger Margrethe Vestager med henvisning til, at pressen har beskrevet, at den øremærkede barsel var skrevet ind i regeringsgrundlaget og at Enhedslisten var klar med et flertal for ordningen.
- Men mit ansvar for det er ligeså stort som de andres, fordi vi har skrevet det i regeringsgrundlaget og vi var sådan set enige om at gennemføre det, siger hun.
/ritzau/