De radikale kræver, at en S-SF regering ikke laver store, politiske aftaler med DF udenom R. Hvorfor gør de det - det er der vel ingen fare for?
Nej, ikke i virkelighedens verden. Det er et radikalt forsøg på at fortælle S og SF, at de skal lytte mere til det lille parti på højre flanke. At der skal 90 mandater til et flertal, og at nogle af disse er radikale.
I socialdemokratiske ører er det radikale krav det værste sludder, de længe har hørt. Og det irriterer S vanvittigt - de opfatter det som bevidst benspænd, der blot udstiller uenigheden i oppositionen.
For uenigheden er der - den har bare næsten været glemt i den S-SF eufori, som er skyllet over landet de seneste uger. De radikale er dybt uenige med S-SF på udlændinge- og skattepolitikken og valgte at stå udenfor "Fair Forandring", som er S-SF's bud på en ny skattepolitik. Efterlønnen er en anden knast - den vil R fjerne, mens de andre vil beholde den.
Vil R så stikke piben ind nu, hvor S og SF har afvist dem?
Nej, nej Sådan er radikale ikke. De fedter ikke for de populære synspunkter, tværtimod er de mestre i at finde det standpunkt, flest mulige er uenige i.
Så de har allerede nu planlagt annoncekampagner til august-september inden for områderne udlændinge, uddannelse og økonomi. Her er de uenige med S og SF, og formålet med kampagnen er at teste, hvad R skal slå på i en valgkamp.
Hvorfor bruge DF som et skræmmebillede? Det går jo altid galt?
Ja og derfor kan man også undre sig, for hver gang nogen siger, at de vil udelukke DF fra indflydelse, får DF netop indflydelse. Derfor var Pia Kjærsgaards smil da også ekstra stort, da hun sagde, at hun gerne ville samarbejde med S-SF, hvor VK taber magten efter et valg.
S-SF vil ikke fraskrive sig muligheden for at have DF - eller V og K - med i forlig, og derfor vil de ikke sige, at der er nogen, der ikke må være med.
Det ved R godt. Helt inderst inde ved de også godt, at de ikke har så meget at true med - derfor råber de ekstra højt.
Vil de radikale reelt gerne med i regering?
Ja. Det er ambitionen. Det er det sådan set også for S og SF. Det er ikke kærlighed, det er en realpolitik. Ud fra devisen, at det er lettere at have R med i regeringen end at have dem stående udenfor. Det vil give alt for meget bøvl.
Men der er store problemer. Der skal findes en enighed på skattepolitikken - R ved godt, at de ikke får ændret S og SF's udlændingepolitik, så de skal have noget andet.
Er der andre steder, hvor der spores uenigheder?
Der er i hvert fald en tydelig disharmoni. F.eks. i det udspil om alternativ energi, som oppositionen lige har fremlagt. De radikale sagde til Avisen.dk, at det ville give 10.000 nye job om året, mens S, SF og Enhedslisten slet ikke havde tal på det.
Udspillet er en meget god indikator på det interne magtspil i oppositionen. Udspillet var egentlig færdigt og klar ved årsskiftet, men så gik de radikale solo med deres økonomiske udspil, hvor de bl.a. vil af med efterlønnen.
S og SF hørte først om efterløns-udspillet dagen før, det blev fremlagt - og så røg vækst og energi tilbage i skuffen. Og blev først hevet frem nu.
Kan de overhovedet arbejde sammen efter et valg?
Det bliver de nødt til. Lige nu skal partierne puste sig op og pudse sig af, men i det øjeblik, der foreligger et valgresultat, skal der laves politik. Og fordeles magt - og den magt vil R gerne have sin del af.
Forskellen fra før til nu er, at R altid har kunnet bestemme meget, selvom de var små. Fordi partiet lå der på midten og kunne flirte til begge sider. Den rolle har R spillet sig af hænde ved endegyldigt at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat.
Så de har meldt sig ind i ægteskabet S-SF - spørgsmålet er nu bare, om det skal ske i eller uden for den politiske dobbeltseng.