Drenge under 18 år må ikke omskæres, som det sker for jødiske og muslimske drenge, ligesom omskæring er udbredt i USA af hygiejniske grunde.
Det vedtog Det Radikale Venstres landsmøde søndag med stort flertal, selv om mange muslimske delegerede advarede fra talerstolen. Partileder Margrethe Vestager støtter forbuddet.
- Jeg kunne ikke stemme, men havde jeg kunnet stemme, så havde jeg stemt for resolutionen, siger Margrethe Vestager.
I resolutionen vil De Radikale "arbejde for, at omskæring af drenge forbydes og dermed ligestilles med omskæring af piger i straffeloven. Forbuddet skal gælde al omskæring af drenge under 18 år samt af voksne mænd, der ikke har givet deres samtykke".
Omskæring er ikke farligt af hensyn til sundheden ifølge Sundhedsstyrelsens redegørelse. Derfor ønsker sundhedsminister Astrid Krag (SF) ikke et forbud.
- Jeg har en personlig holdning. Jeg betragter dette som et etisk spørgsmål. Nu har mit parti taget stilling. Jeg deler den stillingtagen. Så må vi se, hvordan vi fremmer det synspunkt. Det er ikke sikkert, at det bliver lige nu, siger Margrethe Vestager.
- Det er nærmest sikkert, at det ikke bliver lige nu, fordi de andre regeringspartier har andre holdninger, men så vi jo se, hvordan tingene udvikler sig i tiden fremover.
De Radikales folketingsgruppe er ikke bundet af vedtagelser på landsmødet.
Lægger De Radikale sig ikke ud med jøder, muslimer og hver tredje mand i verden, som er omskåret?
- Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om at lægge sig ud med nogen eller ikke lægge sig ud med nogen. Argumenterne for at forbyde omskæring deler jeg, siger Margrethe Vestager.
Ved landsmødet talte tilhængerne for, at omskæring er legemsbeskadigelse.
/ritzau/