Margrethe Vestager er den rette kvinde i front for De Radikale, partiet har nemlig fået medvind efter formandsskift, viser ny politisk meningsmåling, som Gallup har foretaget for Berlingske.
Samtidig går den radikale udbryder Naser Khader tilbage med sit nye parti Ny Alliance, som ellers er buldret frem i de fleste meningsmålinger hidtil.
Hvis der var valg imorgen, ville De Radikale få 6,8 procent af stemmerne. Det ville give partiet 12 mandater i Folketinget mod de 17, Radikale har i dag.
Naser Khaders Ny Alliance står til at få 5,7 procent af stemmerne. Det er et fald på procentpoint i 2,7 procentpoint i forhold til majmålingen.
Men selv om Ny Alliance er gået lidt tilbage, sidder partiet stadig som den såkaldte tunge på vægtskålen ved dannelse af en ny regering.
De kan vælge at danne flertal med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti - eller kan vælge at skifte Dansk Folkeparti ud med De Radikale og stadig have et flertal. Det forudsætter dog, at to af de fire nordatlantiske mandater bliver borgerlige.