Skrevet af Morten Skærbæk | mosk@avisen.dk
50 asylfamilier skal have lov at flytte ud af asylcentrene.
Regeringen og Dansk Folkeparti indgik forleden en aftale, der skal hjælpe børn og voksne i de danske asylcentre og lukke mange måneders debat om forholdene i asylcentrene.
Men gør aftalen overhovedet nogen forskel for dem,
det handler om - de mange afviste børn og voksne, som har ventet i årevis i asylcentrene, fordi de efter at have fået afslag på asyl ikke har kunnet vende tilbage til deres hjemlande.
Det tvivler De
Radikale kraftigt på, og derfor har partiet nu inviteret omkring 50 forskellige
eksperter og parter på området til at komme med deres vurderinger af aftalen og
til at deltage i en høring på Christiansborg i næste uge.
- Det ville være et kæmpe problem, hvis de
forskellige eksperter på det her område ikke fik mulighed for på en
sammenhængende måde at komme med deres vurderinger af ændringen, siger den
radikale leder, Margrethe Vestager, til Avisen.dk.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
(V) har begrundet den snævre aftale mellem hende og DF med, at hun blot
gennemfører ændringen rent administrativt. Af samme grund bliver de
forskellige eksperter ikke automatisk indkaldt til en høring, som det ville være
tilfældet, hvis der havde været tale om en egentlig
lovændring.
Men ministeren skal ikke slippe for
eksperternes vurdering, mener Vestager, der mistænker Birthe Rønn Hornbech for
at have spekuleret i, at den valgte - rent administrative - metode giver mindst
mulig opmærksomhed om ændringen.
- Jeg må sige, at det ligner en tanke, at
regeringen har villet lægge låg på sagen. I hvert fald har ministeren valgt den
mest diskrete løsning. Og derfor bringer vi
nu eksperterne på banen, lyder det fra Vestager.
Hun undrer sig særligt over to ting i
aftalen mellem regeringen og DF: At man skal have siddet tre år i asylcenter
efter afslag på asyl for at komme i betragtning til at flytte i anden bolig.
Samt at det fortsat skal være forbudt for forældrene at
arbejde.
- For det første siger lægerne, at den
psykiske nedbrydning begynder allerede efter ét år i et asylcenter. For det
andet er noget af det værste, når vi taler om social arv, hvis begge forældre er
arbejdsløse. Og her forbyder vi forældrene at arbejde. Det er et paradoks, der
skriger til himlen, mener Vestager.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra
Birthe Rønn Hornbech.
Høringen finder sted på onsdag før en
debat om aftalen i Folketingssalen.