Flere stats- og regeringschefer erklærer fuld støtte til den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager som kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen.
Da Vestager ankommer til et liberalt møde før et EU-topmøde om fordeling af topposter tirsdag i Bruxelles, hæfter hun sig ved støtten fra den danske statsminister.
- Jeg er meget glad for det, som Lars (Løkke Rasmussen, red.) har sagt i dag. Det betyder meget, og jeg tror også, at det betyder meget uden for Danmarks grænser, at man kan høre, at der er en opbakning, siger Vestager i Bruxelles.
Umiddelbart inden kommissæren ankom til formødet i palæet Egmont i det centrale Bruxelles, sagde Luxembourgs premierminister, Xavier Bettel, at "vi i Vestager har en stærk kandidat".
Den tidligere radikale leder sagde inden mødet, at hun umiddelbart regner med støtte.
- Det var det, der kom ud af Sibiu (et EU-topmøde 9. maj, red). Men nu må vi se. Det er meget tidligt. Jeg tror, at der er meget, der skal falde på plads, siger Margrethe Vestager.
Stats- og regeringschefer fra otte EU-lande, som er knyttet til den liberale EU-gruppe Alde, deltager i formødet i Bruxelles. Stats- og regeringschefer knyttet til andre politiske EU-grupper, holder formøder andre steder i byen.
Blandt de andre deltagere i Alde-mødet er den hollandske premierminister, Mark Rutte, den belgiske premierminister, Charles Michel, og den finske premierminister, Juha Sipilä.
Sidstnævnte blev spurgt, om han støtter Vestager, da han i hurtig gang passerede pressen på vej ind til mødet.
- Ja, sagde Sipilä.
Topmødet indledes klokken 18 med en drøftelse, hvor EU-Parlamentets formand er med. Derpå skal stats- og regeringscheferne tale sammen bag lukkede døre.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.