Et hackerangreb hos it-firmaet CSC har givet adgang til flere af politiets registre, hvor hackerne har kunnet kopiere filer med virksomhedsnumre og personnumre.
CSC varetager også driften af det store cpr-register, og det får nu økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til at kræve en undersøgelse af sikkerheden i cpr-systemet.
- Jeg ser med meget stor alvor på denne sag, og derfor bad jeg, da jeg blev orienteret, om en grundig undersøgelse af sikkerheden i vores eget cpr-system.
- Det er vigtigt, at vi får et overblik over, om vi skal tage særlige forholdsregler i relation til cpr-systemet, så vi kan sikre systemet bedst muligt, siger hun i en pressemeddelelse.
Margrethe Vestager indikerer samtidig, at hun ikke er tilfreds med CSC's håndtering af hackersagen.
- Jeg har også bedt om en redegørelse fra CSC for, hvorfor jeg først er blevet orienteret så sent i forløbet, siger hun.
I redegørelsen skal der indgå en forklaring på, hvorfor it-firmaet ikke af egen drift har vurderet, at der var behov for at orientere om sagen, fremgår det af pressemeddelelsen.
Undersøgelse og redegørelse vil blive udarbejdet hurtigst muligt.
Københavns Politi mistænker en svensk mand og en dansk mand i hackersagen.
Svenskeren sidder varetægtsfængslet i en anden sag i Sverige, mens danskeren er anholdt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag.
/ritzau/