Fagbevægelsen og de radikale står stejlt over for hinanden i spørgsmålet om efterlønnen.
Og gnisterne har da allerede stået fra det umage par, når det handler om at sikre velfærden i fremtiden.
For mens lønmodtagernes talerør blankt afviser et opgør med den omdiskuterede ydelse, så er en efterlønsreform et radikalt hjertebarn.
Men de radikales leder Magrethe Vestager er overbevist om, at fagbevægelsen vil tage det nødvendige ansvar, skulle rød blok vitterligt vinde et kommende valg.
"Jeg forventer en meget offensiv fagbevægelse på det her punkt. For det går jo ud over medlemmernes børn i folkeskolen, medlemmernes forældre - der har brug for hjemmehjælp - og medlemmerne selv, hvis de skal på sygehuset. Det handler om finansieringen af vores velfærd," siger hun til Newspaq.
I forrige uge fremlagde LO - bl.a. efter radikalt pres - beregninger for, hvordan man kan finde 15 milliarder kroner i de offentlige kasser de kommende tre år.
Men Det Radikale Venstre - som skal lægge stemmer til en eventuel kommende rød finanspolitik - er kun delvist tilfreds med de forkromede beregninger, som Vestager betegner som "skøn over hvor, meget og hvor lidt kan det blive til."
I det lange perspektiv ved fagbevægelsen jo godt, at der skal ske noget drastisk, vurderer hun.
"Hvis vi løfter blikket og ser mere end tre år frem, så er det meget mere en 15 mia. kr. vi skal finde. Det erkendte Ole Sohn også tidligere på ugen, da han sagde; 'selvom vi gennemfører vores plan' så er det ikke nok," siger hun.
Margrethe Vestager holdt lørdag tale for medlemmerne på det radikale landsmøde i Nyborg.
To dage med vind i sejlene for radikalt hjertebarn.
- Fredag viste en meningsmåling i Berlingske Tidende, at 59 procent af vælgerne er klar til en reform af efterlønnen.
- I går lørdag holdt Vestager tale for de trofast medlemmer i Nyborg.