Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har netop forlænget høringsfristen til et lovforslag om blandt andet kommunernes betaling af deres politikere.
Dermed lever de foreløbig fire lovforslag fra andet halvår af 2012 op til ministerens eget krav om minimums svarfrister for eksperterne på fire uger.
- Nu gælder det om at holde kursen, så vi fortsat sikrer rimelige høringsfrister, siger Margrethe Vestager.
Sådan har det ellers ikke været i årets første seks måneder. Her viser en gennemgang fra nyhedsbrevet Momentum, at Vestager havde til gode at have et lovforslag i høring i mere end 22 dage.
Tal der også har fået hende til blankt at erkende, at det ikke har været godt nok.
- Jeg vil gerne sige, at det er en ren tilståelsessag. Som jeg lovede, vil vi arbejde for at gøre det bedre fremadrettet, siger indenrigs- og økonomiministeren.
Af de ti lovforslag, som Vestagers eget ministerium sendte i høring i løbet af årets første seks måneder, var tre af dem endda med en ultrakort svarfrist på under sølle otte dage.
Så mange høringer med ultrakorte frister kan ingen af de øvrige ministerier matche.
Tallene er især pinlige for ministeren, fordi hun i 2010 revsede den borgerlige regering for at sjuske med lovgivningen gennem for korte høringsfrister.
Hun beskyldte de borgerlige for magtarrogance på "Berlusconi"-niveau på grund af den daværende regerings mange eksempler på korte høringsfrister.
Vestagers løfte om en minimumgrænse på fire uger for høringsfrister er ikke skrevet ind i regeringsgrundlaget.
Men der står, at regeringen vil "sikre høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister".
/ritzau/