En ny EU-Kommission kan begynde sit arbejde 1. december, og det vækker glæde hos ledende næstformand i den kommende kommission, Margrethe Vestager.
Onsdag blev den nye EU-Kommission godkendt med EU-Parlamentet i Strasbourg, hvor to tredjedele stemte for.
- Det er en meget stærk tilkendegivelse fra parlamentets side.
- Det har været en meget svær proces at nå her til. Så det, at afstemningen er så overbevisende, er meget, meget flot, lyder det fra Margrethe Vestager.
Når kommissæren begynder sit arbejde, er dataplaner og forpligtende diskussioner om kunstig intelligens (AI) første punkt på dagsordenen.
Vestager har lovet at præsentere en EU-plan for kunstig intelligens inden for 100 dage. Første skridt er at lytte til behovene fra medlemslandene, lyder det.
- Vi skal skabe tillid til at få det bedste ud af teknologien. Man skaber ikke tillid ved at bestemme ting i et lukket rum, siger hun.
Kommissæren understreger, at AI og data hører tæt sammen, og at hun sideløbende vil udarbejde en dataplan, der gør data tilgængelig i udviklingen af kunstig intelligens.
- Hvis ikke vi sørger for, at data er til rådighed på en måde, så man kan læse det og bruge det, så skaber vi forhindringer for os selv, siger hun.
Der er for nuværende ingen konkret tidsramme for dataplanen, men kommissæren konstaterer, at det bliver på 'den korte bane'.
AI kan eksempelvis forbedre sundhedssystemet, gøre det lettere at komme fra A til B og give renere luft, men er forbundet med en række spørgsmål om datasikkerhed og misbrug.
Det vil kommissæren gøre op med.
- Det er i den kamp mellem mistillid og muligheder, at vi har et stort stykke arbejde at gøre, siger Margrethe Vestager.
Den fungerende EU-Kommissionsformand Jean-Claude Junckers mandat udløb 31. oktober, og det var planen, at den kommende formand, Ursula von der Leyen, skulle tage over 1. november.
Det blev dog udskudt, efter at flere kommissærkandidater tidligere blev afvist af EU-Parlamentets fagudvalg.
Derfor har flere medlemslande måttet præsentere en ny kandidat.
/ritzau/