Kommunerne kan sætte gang i byggeri for yderligere to milliarder kroner, uden at det går ud over tilliden til dansk økonomi.
Det siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), efter at regeringen onsdag indgik en aftale med kommunerne, så de kan sætte gang i at anlægge cykelstier, bygge eller renovere skoler, børnehaver og plejehjem.
- Vi vurderer, at der er plads. Vi tror, at driften kommer til at ligge lavere end egentligt planlagt. Uden at tage chancer for tilliden til dansk økonomi kan man give plads til kommunerne, siger hun.
Derimod lægger hun ikke op til, at de to milliarder kroner kan blive til flere. Der skal også være luft til, at kommunerne kan øge driftsudgifterne, mener hun.
Det er længe siden, at kommunerne fik tilbuddet om at kunne bruge to milliarder kroner mere på anlæg, fordi de har brugt mindre på driftsudgifter.
- Det er en del tid siden, vi inviterede kommunerne til at gøre lige præcis det her, siger Vestager.
Hun vil ikke skønne, hvor mange job der ligger i aftalen.
/ritzau/