De Radikales leder, Margrethe Vestager, vil ikke være med til at ændre på dagpengereglerne. Det gælder både for dagpengeperioden og reglerne for genoptjening af dagpenge, som også blev strammet med VK's dagpengereform i 2010.
Det skriver jyllands-posten.dk.
- Jeg mener ikke, at man skal ændre på reglerne. I stedet skal man gøre sit alleryderste for at gøre det, der skal til for at få folk tilbage på arbejdsmarkedet, siger hun.
- Hvis man forlænger perioden, forlænger man også perioden, hvor folk er uden arbejde. Hvis man ændrer på genoptjeningen, så skaber du bare en situation, hvor folk risikerer at komme i endnu en midlertidig situation.
- Jeg synes ikke, at hverken den politiske eller systemets opmærksomhed skal fjernes fra det, som må og skal være en kerneopgave: nemlig at bidrage til at folk kommer i arbejde, siger Margrethe Vestager.
Du har vel noteret dig, at SF kræver ændringer?
- Jeg mener sådan set, at der er en regeringslinje, og det har der været, lige siden vi lavede regeringsgrundlaget.
Og den linje er, at der slet ikke skal laves noget om på det her område?
- Ja.