- Regeringens politik bygger på dagpengereformen.
Så klar i mælet er De Radikales leder, Margrethe Vestager, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt partiet vil ændre i de dagpengeregler, der bliver ved med at presse regeringen inde- og udefra.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun er indstillet på at ændre dagpengereglerne, som de er i dag, svarer hun:
- Det synes jeg ikke. Og det er jo også det, der er regeringens platform og grundlag, siger Margrethe Vestager.
Den 1. maj begyndte dagpengespørgsmålet igen at rulle, da SF's formand, Annette Vilhelmsen, fastslog, at dagpengeproblemet "ikke er løst".
Siden rullede bolden så - som så ofte før - ind i de socialdemokratiske geledder, hvor flere folketingsmedlemmer åbent har tilkendegivet, at de ønsker ændringer i de nuværende dagpengeregler, som er forfattet af De Radikale, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
Selvom Margrethe Vestager ikke synes, at der skal ændres et komma i dagpengereglerne, så erkender hun, at regeringens mange tiltag for at afbøde virkningerne af reformen ikke har hjulpet alle.
- Det er jo helt åbenlyst, at nogen ikke har fået et arbejde. Der er stadigvæk mennesker, der er i en vanskelig situation. Og det er jo en af grundene til, at vi aftalte med Enhedslisten at holde et møde, siger Vestager.
Dette møde med Enhedslisten blev aftalt som led i den seneste akutplan, der siden nytår har sikret langtidsledige kontanthjælp mod at være parate til at tage en uddannelse.
Det Radikale Venstre er ikke indstillet på at ændre i dagpengereglerne, fastslår partiets formand Margrethe Vestager.
/ritzau/