Det er skidt for integrationen, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) valgte at skrive en kronik om tørklæder.
Det mener Venstres Eyvind Vesselbo, der som både politiker og kultursociolog har beskæftiget sig med indvandrere i en lang årrække, ifølge Berlingske Tidende.
For eller imod
Vesselbo frygter, at integrationen nu er sat ti år tilbage, fordi debatten i løbet af ugen, endte med at blive for eller imod muslimer. Og politikerne kan takke sig selv for, at flere og flere af de unge muslimske kvinder nu vælger at gå med tørklæde, selv om de er født i Danmark, mener han.
Den udvikling er integrationsministeren med til at skubbe til, når debatten bliver så konfrontatorisk, som det var tilfældet i denne uge.
Polariserende debat
- Den debat, der er kommet op på baggrund af Rønns kronik og DF har betydet en voldsom polarisering. Fra at det kunne have handlet om tørklæder til dommere eller ej, så er det blevet til en debat for eller imod muslimer, siger Vesselbo til Berlingske Tidende.
En Gallup-måling viser i dag, at hver fjerde Venstre-vælger bakker op om Rønn Hornbech i sagen, og blandt alle vælgergrupper mener 60 procent, at hun godt kan fortsætte som minister.