I sidste uge var han måske/måske ikke på vej over i fjendens lejr . Poltiken kunne i hvert fald fortælle, at Venstre-politikeren Eyvind Vesselbo ville skifte til Ny Alliance. Det ville han så ikke alligevel, mens Khader lod forstå, at der havde været samtaler mellem de to om et partiskifte.
Men sidste uge er længe siden, for i dagens Berlingske Tidende går Vesselbo, der er Venstres medlem af Indfødsretsudvalget, til et hårdt politisk angreb på Ny Alliances forslag om at lukke asylcentrene og give asylansøgere lov til at arbejde, mens deres sag bliver behandlet.
Forslaget blev fremsat i Nyhedsavisen den 5. juni i den udgave af avisen, som Naser Khader var gæsteredaktør for.
- Det virker uigennemtænkt. Ny Alliances forslag vil reelt give fri adgang til Danmark fra hele verden. Alle ville kunne komme til Danmark og komme ind og arbejde, indtil de skulle sendes hjem. Og det er netop det, der ofte er problemet. Det er svært at få dem igen, siger Eyvind Vesselbo til Berlingske Tidende.
Vesselbos baggrund for sin kritik er blandt andet, at han er kultursociolog og har beskæftiget sig indgående med indvandring.
Ikke overraskende afviser Naser Khader problemet.
- Det er en enormt kynisk måde at tænke på, at jo værre vi behandler vores asylansøgere, jo færre får vi til landet. Hvem siger, at det er sådan?, spørger Naser Khader.
I Dansk Flygtningehjælp ærgrer man sig over, at debatten om asylansøgere alt for ofte ender i en endeløs debat om, hvorvidt Danmark bliver et slaraffenland for flygtningen.
- Hver gang man foreslår en forbedring for vores asylansøgere, så er der nogle der tror, at Danmark bliver en magnet, og systemet bliver udnyttet. Vi mener, at folk først og fremmest flygter, fordi de søger beskyttelse. Det er det, de har behov for, siger Anna la Cour, chef for asylafdelingen i Dansk Flygtningehjælp.