Verdensstjerne overrasker: Udgiver julealbum

Hun topper hitlisterne gang på gang, men nu kaster sangerinden Sia sig over en ny genre.
Sia udgiver et julealbum.
Sia udgiver et julealbum. Foto: Attila Kisbenedek/AFP

Otte gange har hendes fængende popmelodier skaffet hende en grammynominering, og hitlisterne har med numre som "Cheap Thrills" og "Chandelier" de senere år været voldsomt præget af den australske sangerinde Sias færdigheder som sangskriver og producer.

Nu har hun valgt at kanalisere sine kreative kræfter i et julealbum, der skal udkomme midt i november, oplyser Warner Music.

Dermed følger hun i fodsporene på artister som Lady Gaga, Mariah Carey og Justin Bieber, der med større og mindre held også har udgivet album om den søde juletid.

Albummet kommer til at hedde "Everyday is Christmas", og sangene på albummet er skrevet af Sia og Greg Kurstin.

Verdensstjernen er desuden ved at instruere sin første spillefilm, og så har hun lagt stemme til en af figurerne i My Little Pony-filmen, der vises i biograferne netop nu.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.