I Aalborg Zoo er de jublende lykkelige over deres krokodillesensation. For første gang er der udklækket æg fra den sorte kaiman-krokodille i fangenskab.
Det oplyser TV2/Nord.
- Det er helt vildt, lyder det fra Jesper Lauritzen, der er dyrepasser i Aalborg Zoo og en af to dyrepassere, der gennem de seneste tre år har ventet tålmodigt på dagen i dag.
Jesper Lauritzen og kollegaen Søren Lassen har omhyggeligt passet og plejet det krokodillepar, der natten til tirsdag blev forældre til det første kuld af krokodilleunger af arten sort Kaiman - udklækket i fangenskab.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg faktisk ikke helt, hvad det er, vi har gjort, men det har virket, og vi er vildt glade, siger Søren Lassen til TV2/Nord.
Det er blevet til 23 krokodilleunger, som indtil videre ligger i rugekasser og først om fem uger vil komme over i tropelandskabet, hvor Aalborg Zoos gæster vil kunne se de små krokodiller.
Men ungerne kommer ikke til at gå sammen med forældrene. Der er nemlig stor risiko for, at forældrene æder dem.
Den sorte kaiman-krokodille stammer fra Sydamerika og er et truet krybdyr. Det anslås, at der er omkring 2000 sorte kaiman-krokodiller tilbage i verden, og den er nu altså 23 af slagsen rigere her i Nordjylland.
/ritzau/