Verdensrekorden på mændenes kongedistance i atletik er slået, da Asafa Powell har tilbagelagt de 100 meter på imponerende 9,74 sekunder.
Dermed har jamaicaneren verdensrekorden helt for sig selv, da han hidtil har delt den med Justin Gatlin fra USA i tiden 9,77 sekunder.
Asafa Powell stillede ikke op til Golden League-stævnet i Zürich i fredags, og det viste sig altså at være en god ide, da han ved søndagens stævne i Italien løb hurtigere end nogensinde før.