Det er ambitiøst, men ikke ambitiøst nok. USA skal gøre mere for at begrænse udledningen af CO2. Det mener klimachef i Verdensnaturfonden, John Nordbo.
- USA er fortsat verdens eneste supermagt, og man kunne ønske sig, at USA og Obama lever op til den forpligtelse, der følger med, og er langt mere ambitiøse end tilfældet er. Obama tager imidlertid et vigtigt skridt i den rigtige retning med sin nye klimaplan.
- Selvom den stadig ikke fører en kraftig nok reduktion af udledningen af CO2 med sig, er det en ambitiøs plan, som blandt andet tager fat i problematikken omkring USA's mange forurenende kulkraftværker, siger John Nordbo.
Præsident Barack Obama står dog overfor en stor opgave med at overbevise USA's konservative kræfter om, at grøn omstilling ikke står i modsætning til vækst, men både vil kunne skabe job og føre til flere penge i statskassen.
- Obama ved, at det er et kapløb mod tiden og at USA ikke har råd til at vente. Amerikanerne skal huske på, at deres massive klimasvineri har alvorlige konsekvenser for mennesker over hele kloden, siger John Nordbo.
Vandstanden i verdenshavene stiger, ekstremt vejr bliver hyppigere og driver mennesker på flugt og i Arktis og Grønland har klimaforandringerne allerede store konsekvenser.
- USA har et moralsk ansvar for at gøre noget, og Obama vil forhåbentlig vise sig at være præsidenten, der har viljen over evnerne til at føre den grønne omstilling ud i livet, siger John Nordbo.
Supermagten USA er verdens største udleder af CO2. Ifølge EU's klimakommissær Connie Hedegaard udleder USA dobbelt så meget CO2 per indbygger end Europa.
Mens Europa siden 1990 har reduceret udledningen af CO2 med 18 procent, har USA øget udledningen med ni procent.
/ritzau/