Tyrkiet leverede lørdag aften en af de helt store overraskelser i EM-kvalifikationen.
Det lykkedes nemlig for det tyrkiske mandskab at slå de forsvarende verdensmestre fra Frankrig med 2-0 på hjemmebane.
Dermed føres gruppe H af Tyrkiet, der ligger nummer 39 på Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) rangliste, hvor Frankrig indtager andenpladsen.
Tyrkerne har vundet alle deres tre første kampe i kvalifikationen. Frankrig ligger på andenpladsen i gruppen med seks point efter tre kampe.
Efter en halv times spil fik Kaan Ayhan på flotteste vis hovedet på et indlæg og sendte bolden i mål til stor jubel for de mange fremmødte tyrkere på stadionet i Konya, der ligger godt 100 kilometer syd for Ankara.
Ti minutter senere var det Cengiz Ünder, der fik sendt bolden i mål, efter at det franske forsvar fejlede i et simpelt opspil.
Anden halvleg var ti minutter gammel, da der igen ikke var styr på tingene i det franske forsvar. Af to omgange måtte Hugo Lloris på overarbejde i det franske mål og fik med nød og næppe afværget to store tyrkiske målchancer.
Det lykkedes aldrig for det franske mandskab, der var spækket med stjerner som Olivier Giroud, Antoine Griezmann og Kylian Mbappe, at spille sig frem til de helt store chancer.
Først mod slutningen af kampen begyndte det franske hold for alvor at lægge pres på, men det meste løb ud i sandet.
I stedet var det Tyrkiet, der igen var tæt på at score på en kontrachance med fem minutter tilbage af kampen.
De andre sene lørdagskampe i EM-kvalifikationen bød ikke på de store overraskelser.
Belgien besejrede på hjemmebane Kasakhstan med 3-0, mens Tyskland ude hentede en 2-0-sejr over Hviderusland.
Italien skulle bruge ti minutter i første halvleg på at score tre mål i holdets 3-0-sejr ude over Grækenland, mens Skotland på hjemmebane slog Cypern med 2-1.
/ritzau/