Et halvt år efter Italiens VM-triumf i Tyskland har de azur-blå landsholdsspillere stadig ikke fået udbetalt deres kontante VM-bonus – på grund af et syv år gammelt dødsfald.
Sagen drejer sig kort fortalt om en verserende retssag, der omhandler den 14-årige forsvarsspiller Emanuele Riva, der 17. november 1999 faldt om på banen i forbindelse med en kamp mellem klubberne Visconti og Vigevano. En obduktion afslørede, at Emanuele Riva døde af en medfødt hjertefejl, selvom han forinden var blevet undersøgt af en læge, som havde sagt god for drengens fysik. Emanuele Rivas familie anklagede efterfølgende både lægen og det italienske fodboldforbund. Lægen blev idømt en fængselsstraf, mens forbundet blev dømt til at betale 750.000 euro til familien. Det italienske fodboldforbund reagerede dog ikke og henviste til, at man ikke havde modtaget en kopi af dommen. I maj 2006 besluttede familien Rivas advokat at kræve udlæg fra forbundets bankkonti, men det viste sig, at de var tomme.
Så fik familiens advokat den gode idé, med rettens hjælp, at indefryse de beløb, som fodboldforbundet modtog fra sponsorer og fra FIFA efter VM-sejren. Dén idé skal retten tage stilling til ved et retsmøde i januar, og indtil da må de italienske VM-vindere vente pænt på deres bonus.
Det italienske fodboldforbund står til at modtage fire millioner euro fra FIFA og 12,2 millioner euro fra tøjsponsoren Puma. Om det beløb skal fratrækkes familien Rivas trekvarte million euro må tiden vise.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra det italienske fodboldforbund.