Prominente navne udgør spydspidserne på det hold, som belgiske Etixx-Quick-Step sender af sted til Tour de France med start om godt en uge.
Den forsvarende verdensmester Michal Kwiatkowski skal sammen med den tidligere verdensmester - supersprinteren Mark Cavendish - jagte etapesejre for det stærkt besatte hold, hvor danske Brian Holm er en af sportsdirektørerne.
Til at sørge for succes i tidskørslerne har Etixx-Quick-Step igen i år tyskeren Tony Martin, der tre gange har vundet VM i kampen mod uret.
Nogen decideret klassementrytter har holdet ikke, men ledelsen forventer, at Kwiatkowski gør det bedre end sidste års samlede 28.-plads.
I første omgang handler det dog om at vinde etapesejre og opmærksomhed, forklarer sportsdirektør Rolf Aldag:
- Vi vil være fremtrædende på etaperne og forsøge at sikre os den gule trøje i nogle dage. Vi kommer med et meget erfarent hold fyldt med kvalitet, siger Rolf Aldag i holdets hjemmeside.
Tony Martin ligner umiddelbart det bedste bud på at tage førertrøjen, eftersom Touren begynder med en 13,8 kilometer enkeltstart i den hollandske by Utrecht næste lørdag.
Derefter drejer holdets arbejde i den følgende uge sig primært om at køre Cavendish frem til spurtsejre.
Briten har foreløbig vundet 25 touretaper i karrieren og jagter oprejsning efter sidste års styrt, der kostede ham deltagelsen allerede på første etape.
Etixx-Quick-Step stiller med disse ni ryttere i Tour de France: Mark Cavendish, Michal Golas, Michal Kwiatkowski, Tony Martin, Mark Renshaw, Zdenek Stybar, Matteo Trentin, Rigoberto Uran og Julien Vermonte.
/ritzau/