Et tragisk styrt ved et seksdagesløb i den belgiske by Gent kostede sent lørdag den spanske cykelrytter Isaac Galvez livet.
En talsmand for arrangørerne oplyser, at den 31-årige Galvez kolliderede med den belgiske cykelrytter Dimitri De Fauw og røg direkte ind i banden. Det skriver den tyske avis Bild på sin hjemmeside.
Spanieren blev efter styrtet straks kørt i ambulance til sygehuset, men han døde af sine kvæstelser undervejs.
Seksdagesløbet blev ikke genoptaget.
Isaac Galvez var regerende verdensmester i parløb med landsmanden Juan Llaneras. De to vandt disciplinen i 1999, og generobrede titlen ved VM i april.
Isaac Galvez var også med i dette års Tour de France, hvor han blandt andet fik en andenplads på fjerde etape.