Tidligere i dag modtog politiet en anmeldelse om en brand i Legoland.
Derfor er ordensmagten sammen med brandvæsenet rykket ud til forlystelsesparken, hvor et større område hurtigt blev afspærret af medarbejdere i Legoland.
Det fortæller presse-fotos.dk.
Ifølge Jesper Knudsen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, er hændelsen dog ikke helt så alvorlig som først antaget.
Der skulle være tale om en mindre røgudvikling, og derfor er der hurtigt igen skabt ro og orden i forlystelsesparken.
Det fortæller han til TV 2, hvor han i samme ombæring oplyser, at parken ikke er blevet evakueret.
Omfanget af branden og dens årsag undersøges nu, lyder det.