Den amerikanske golfspiller Dustin Johnson har de seneste par måneder været i en klasse for sig selv på den amerikanske PGA Tour.
Og søndag blev det til tredje sejr i træk, da han slog spanieren Jon Rahm i WGC matchplay-finalen i Austin, Texas.
Den 22-årige spanier havde nået finalen blandt andet ved at slå danske Søren Kjeldsen i kvartfinalen.
På banen i Austin vandt Dustin Johnson fem ud af de første otte huller, hvorefter Jon Rahm gjorde sit bedst for at komme tilbage i kampen.
Det lykkedes næsten, men et birdie-putt på 18. hul mislykkedes, og dermed kunne Dustin Johnson sænke sit putt for par og sikre sig sejren.
Amerikaneren har været dominerende hele ugen, hvilket understreges af, han på intet tidspunkt har været bagud i nogle af sine syv kampe i turneringen.
Dustin Johnson, der også vandt WGC Mexico Championship tidligere på måneden, blev med sejren i Austin den første spiller, der har vundet alle fire WGC-turneringer.
Sejren i Austin kommer, efter at Dustin Johnson også sluttede øverst i Genesis Open i februar, hvilket sendte ham op på verdensranglistens førsteplads.
Kun en enkelt spiller har tidligere formået at vinde tre turneringer på den amerikanske PGA Tour i træk. Det er nordirske Rory McIlroy.
/ritzau/