Den amerikansk-fødte musiker John Walker, der var frontfigur for hit-gruppen Walker Brothers, er død i en alder af 67 år af leverkræft.
Det fortæller hans personlige assistent, Polly Klemmer, til nyhedsbureauet The Associated Press.
Walker, der spillede en afgørende rolle i bandet, der havde kæmpe succes i 1960'erne og 1970'erne med sange som Make It Easy On Yourself og The Sun Ain't Gonna Shine (Anymore), afgik ved døden i sit hjem i Los Angeles.
Bandet blev opløst i 1968, men blev gendannet igen i 1974. I anden omgang holdt trioen fire år.
Den aktive sangskriver og sanger fortsatte med at arbejde indtil for uger siden, og han stod på scenen i sin sidste koncert i Los Angeles i marts i år.
Siden år 2000 udsendte han fire soloalbums og skrev sammen med Walkers-medlem Gary Walker (født Leeds, red.) biografien 'The Walker Brothers: No Regrets - Our Story' fra 2009.
Samme Gary skriver på sin hjemmeside, at det er "en meget trist dag" for ham, John's familie og alle deres mange fans.
"Han var også en fantastisk guitarist, hvilket mange ikke var klar over. Han var en medfølende sangskriver og en herre med masser af stil," tilføjer han.
Kilde: The Guardian