Vi producerer alt for meget affald. Og mængden af affald verden over vil blive mere end fordoblet inden 2050.
Sådan lyder advarslen fra Verdensbanken i en ny rapport.
Det skyldes en forventet stigning i verdens befolkning og en øget urbanisering, lyder forklaringen blandt andet.
I dag producerer højindkomstlande en tredjedel af verdens affald på trods af, at kun 16 procent af verdens befolkning bor i disse lande.
Men udviklingen i en række fattigere lande vil medføre en voldsom stigning i produktionen af affald globalt.
Inden 2050 vil mængden af affald i Sydasien blive fordoblet. Og mængden af affald i de afrikanske lande vil tredobles, lyder det fra Verdensbanken.
- Hvis ikke vi handler, vil det få store konsekvenser for sundheden, produktiviteten, miljøet og levevilkårene, siger Silpa Kaza.
Hun er udviklingsspecialist i Verdensbanken og en af forfatterne bag rapporten.
Der er store økonomiske og miljømæssige gevinster at hente for lande verden over, hvis de bliver bedre til at samle, genbruge og skaffe sig af med affald, lyder det i rapporten.
I dag bliver en tredjedel af verdens affald læsset af på åbne lossepladser uden videre behandling. 90 procent af det ender i lande med lav indkomst, vurderer Verdensbanken.
- Desværre er det oftest de fattigste lande, der bliver værst ramt af dårlig affaldsbehandling, siger vicedirektør for udvikling i Verdensbanken Laura Tuck.
I de byer, der har størst problemer med behandlingen af affald, skyldes det ofte mangel på finansiering.
Derfor kan den private sektor spille en vigtig rolle for at forbedre situationen, mener Silpa Kaza.
Derudover vil bedre genbrugssystemer, mindre madspild og et mindre forbrug af plastik hjælpe med at reducere mængden af affald, lyder konklusionen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters