Om et par år ved du med langt større sikkerhed, om du er i fare for at få en hjertekarsygdom, fordi du har en bolig med meget trafikstøj.
Enkelte studier har antydet en sammenhæng, men om få uger går Ole Raa-schou-Nielsen fra Kræftens Bekæmpelse i gang med en undersøgelse, som formentlig er den største af sin slags i verden.
Gammelt data, ny viden
Undersøgelsen bygger på information om over 57.000 danskeres hverdag. Hvad de ryger, spiser, drikker, arbejder med, hvor tykke de er, hvor højt deres blodtryk er og så videre.
Oplysningerne blev indsamlet midt i 1990’erne i et andet stort forskningsprojekt under Kræftens Bekæmpelse, og målet er nu at sammenkæde dem med registre over de 57.000 menneskers adresser gennem de seneste 10 år.
På den måde bliver det afsløret, om der virkelig er en sammenhæng mellem trafikstøj, hjerte-kar-sygdomme og dødsfald.
»Jeg skal til at finde ud af, hvordan vi griber det bedst an, og hvordan vi får undersøgt støjniveauerne på en masse forskellige adresser i Danmark. Sammen med de andre studier gør dette forhåbentlig, at vi får et samlet overblik,« siger forskningsleder Ole Raaschou-Nielsen, seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse.
Se din støj i hjemmet
Projektet kan allerede i år få en håndsrækning fra København, Frederiksberg og de 12 omkringliggende kommuner. Som de eneste i landet skal de følge et EU-direktiv for større byer og lave et præcist kort over støjen på samtlige kommunale veje.
Resultaterne skal senest 30. juni offentliggøres på Miljøstyrelsens hjemmeside, så alle kan se, lige præcis hvor meget det støjer på deres egen – eller en andens adresse.
»Vi har i forvejen kortlagt støjen ret minutiøst i de seneste fem år, men det bliver mere detaljeret nu, og resultaterne vil være bedre,« fortæller Jakob Fryd, ingeniør i Miljøkontrollen og ansvarlig for kortlægningen i København.
Ved siden af støjkortet skal hver enkelt kommune lave en plan for, hvordan den vil sænke larmen. De ansvarlige politikere er dog kun forpligtet til at fortælle, hvad de kunne finde på at gøre. Ikke til rent faktisk at gøre det.
De første handlingsplaner for mindre støj skal offentliggøres senest 30. juni 2008. De skal fornyes hvert femte år.
Du kan finde mere om planerne på www.mst.dk under Støj og Støjkortlægning .